Klunkehjem.

Én af stuerne i klunkehjemmet.

Hvis moden dikterer en cirkulær bevægelse, så må man forvente at det der i dag er umoderne og gammeldags, på et tidspunkt bliver avangard og fremadskeunde, sidenhen allemandseje – for så at blive gammeldags igen. Det ser vi i tidens trend med den megen velour i indretningen, det er ikke en ny ting. På samme måde må vi formode at skulderpuder og trompetbukser også bliver et hit igen.

I forhold til velouren og den flamboyante stil, så er Klunkehjemmet som dette blogindlæg omhandler, et ganske godt eksempel på dette.

Jeg har været på besøg i klunkehjemmet. Trods indretningen er mere end hundrede år gammel, så kan jeg se en rød tråd og en masse ting man kan lade sig inspirere af i nutidens indretning. Hvis man har de rette omgivelser, så ville det være fantastisk at kunne indrette og skabe stemning i lig med dette, det er intet mindre end fantastisk. Billederne taler næsten for sig selv, hvem ville ikke blive imponeret over at træde ind i et hjem som dette! Hvis man som mig er nostalgiker, så giver man ikke meget for moderne betonbyggerier. Giv mig hellere noget gammelt, noget med kant og noget med sjæl.

Herreværelset med kig ind til de fine stuer.

Det tog en møbelsnedker to år at bygge sengen til soveværelset.

Endvidere rummer lejligheden også en fantastisk historie, den dykker jeg lidt ned i nu.

Klunkehjemmet blev nemlig testamenteret til Nationalmuseet i 1960érne, men allerede i 1942 fik museet ved et lykketræf øjnene op for det spektakulære palæ. I det lejlighedens to beboere, søstrene Gerda og Ellen Christensen ville donere moderens brudekjole til museet, i forbindelse med en udstilling herom. En sagkyndig fra museet blev sendt afsted og skulle tilse brudekjolen i lejligheden, der kun ligger ca. 100 m. fra museet.

Den sagkyndige fik sig noget af en overraskelse, og historien lyder som følger..

Hvis lyset blænder lidt på billedet- så er det meningen. På den tid var det nemlig unormalt at have elektricitet, så hvis man havde gjaldt det om at vænne pærene nedad, så gæster og andre ikke var i tvivl herom, i modsætning til levende lys der jo naturligt kun kunne pege opad.

I 1890 flyttede grosserer Rudolph Christensen og dennes famile ind i palæet på Frederiksholms Kanal. Den store lejlighed på 15 værelser og 330 kvm. havde været under renovering i 4 år, og var blevet sat i stand efter alle kunstens regler indenfor datidens byggestil. Rudolph der havde tjent sine penge primært på tekstiler og især silke, var nu blandt Københavns 10 rigeste familier. Og det skulle naturligvis komme til udtryk det sted de valgte at slå sig ned. Da tiden dikterede den meget pompøse klunkestil blev der ikke sparet på noget, landets fineste kunstnere og dygtigste håndværkere blev hidkaldt, og alt blev lavet med den sirligste hånd. Guldstuk, høje paneler, alverdens udsmykning på vægge og loft – alene parrets seng tog det en snedkermester to år at lave. Familien var ydermere de første i København der fik træk og slip, og det var endda inden kongehuset.

Familien talte Rudolph, hustruen og parrets tre børn. To døtre og én søn. Tiden gik og børnene voksede op, sønnen blev uddannet og skabte sin egen familie, mens døtrene der havde svært ved at finde ægtemænd hvis familier var fine nok til den Rudolphske familie. Og da tiden ikke var til at kvinder uddannede sig, måtte døtrene blive boende i lejligheden, også efter Rudolphs og hustruens død.

Her levede Gerda og Ellen i alle disse år, på dydens smalle stig. Da Rudolph døde i 1925, blev hans afsnit i lejligheden lukket af, og det blev først åbnet i 1963 da Nationalmuseet fik overdraget lejligheden, hans barbergrej stod sågar fremme endnu. Døtrene havde holdt lejligheden som da de flyttede ind i 1890, meget tro mod tiden. Til stor glæde for museet, lykkedes det at få et unikt indblik i hvordan herskabslivet har foldet sig ud i København fra for over 100 år siden.

Man kan levende forestille sig hvordan selskaberne har slået deres folder i salonerne med musik og dans, et maskebal, en kærestesofa og en dånebænk til kvinder vis korsetter sad så stramt at de af og til måtte have en pause. Snobberier, hvisken i krogene og tjenestefolk der kunne svinge sølvfade mellem de dansende gæster. Man kan se billederne for sig og mærke fortidens stemning, så meget liv- og så meget at blive imponeret over.

Lejligheden kan man komme ind og se i levende live, og opleve dens atomsfære. Den er bestemt et besøg værd, der er åbent for offentligheden et par gange om ugen – man kan læse mere om guides og selve historien på Nationalmuseets hjemmeside her https://natmus.dk/museer-og-slotte/klunkehjemmet/

-Jeppe Bjørnberg.

Opgangen til lejligheden, med maleri af familiens sommerhus. Al den flotte marmor er malet på- ikke for at hoppe over hvor gærdet var lavest, men fordi det ganske enkelt var dyrere at få en kunstner til at dekorere væggen, frem for købe ægte marmor. Der var med andre ord mere prestige i at få det malet.